Forside
Nyheder
Bestyrelsen
Netudvalget
Driftstatus
Kontakt
Netudvalgets Medlemmer | Vedtægter og Regler | Vejledning til Opsætning | Startside

Vedtægter og regler for brug af A/B Strandvejen 142 / Sigridsvej 1-1A’s Internet

Generelt

Jævnfør beslutningen ved generalforsamlingen den XX-XX-XXXX drives andelsforeningens Internet anlæg på kollektiv basis. Således er alle andelshavere, som gør brug af Internet anlægget altid forpligtigede til at betale (jvf. de nedenstående betalingsbetingelser) den månedlige opkrævning på 100 kroner imod, at de får leveret fri adgang til Internettet.

Det opsatte kabeludtag i lejligheden må ikke flyttes uden bestyrelsens eller netudvalgets samtykke, grundet driftsmæssige hensyn. Kabeludtaget er A/B Strandvejen 142 / Sigridsvej 1-1A’s ejendom og skal altid forblive i lejligheden. I det opsatte kabeludtag forefindes to stik af typen Patchkabel RJ45 (hun) samt to stik af typen COAX. Det ene RJ45 stik (det grønne) anvendes til lokalnetværket (Internettet) og det andet RJ45 stik (det røde) skal, når lejligheden byder sig, bruges til en fælles telefoniløsning. COAX stikkene er til henholdsvis radio og TV fra vores nyetablerede TV-station.

Betalingsbetingelser

Andelshaveren skal betale en fast månedlig afgift til foreningen for brug af Internetforbindelse. Den faste månedlige afgift er pr. 1. september 2005 fastsat til 100 kroner pr. andelslejlighed. Netudvalget kan med samtykke fra bestyrelsen regulere den månedlige afgift med en måneds varsel, hvis dette bliver nødvendigt grundet markedsændringer eller lignende.

Internetforbindelse og lokalnetværk

I samarbejde med bestyrelsen administrerer netudvalget foreningens Internetforbindelse og lokalnetværk. Internetforbindelsen udbydes for tiden af firmaet TDC, og driften af denne er til enhver tid afhængig af, at TDC kan tilbyde linien. Netudvalget kan i samråd med bestyrelsen til enhver tid ændre internetudbyder, set i forhold til pris, stabilitet m.m.

Der stilles som standard en port til rådighed pr. lejlighed til tilkobling af en protokolbaseret Ethernet standard computer til Internettet via foreningens lokalnetværk. Linien er åben alle døgnets timer og er uden trafikbegrænsninger. Tilsluttede apparater skal konfigureres i overensstemmelse med netudvalgets retningslinier, herunder hardware og software. Foretager man ikke godkendte opkoblinger til lokalnetværket kan netudvalget i samtykke med bestyrelsen frakoble apparatet i krydsfeltet. Ved brug af Internettet er brugeren forpligtet til at overholde dansk lovgivning omkring anvendelse af Internettet. Hvis man som bruger udøver IT-kriminalitet (hacking, børne-porno, port-scanning, m.m.) og bestyrelsen bliver kontaktet af myndighederne omkring dette vil de nødvendige oplysninger om den enkelte bruger blive udleveret, for at beskytte A/B Strandvejen 142 / Sigridsvej 1-1A og alle andre lokalnetværksbrugere. Dette vil samtidig medføre øjeblikkelig afkobling fra lokalnetværket.

Sikkerhed

Netudvalget og bestyrelsen påtager sig intet ansvar for mistede eller ødelagte data ved elektronisk indbrud i brugerens maskine, eller ved virus, som brugeren har fået pådraget sin computer, som følge af tilkobling til lokalnetværket.

Særlige forhold ved brug af lokalnetværket og Internetforbindelsen

Følgende paragraffer skal overholdes ved anvendelse af lokalnetværket og Internetforbindelsen:

§1 Man må ikke bevidst udsprede virus på nettet. Man er forpligtiget til at have antivirus software installeret på sin computer samt løbende at opdatere dette. Hvis man bliver gjort bekendt med, at man har virus, og ikke tager de nødvendige skridt til at afhjælpe dette, vil man blive frakoblet netværket, indtil virussen er fjernet.
§2 Man skal tage hensyn til andre på lokalnetværket, og så vidt muligt kun downloade/uploade store filer om natten efter 23:00 eller tidligt om morgenen for at undgå, at lokalnetværket og/eller Internetforbindelsen bliver unødvendigt overbelastet.
§3 Det er ikke tilladt at køre fildelingstjenester (f.eks. Kazaa, eDonkey, LimeWire, m.m.). Derudover er det heller ikke tilladt at opstille servere, som på nogen måde tilbyder noget til andre brugere på Internettet (f.eks. spil- og filservere).
§4 Det er ikke tilladt at koble computere til lokalnetværket, der enten ikke tilhører en andelshaver eller som andelshaveren, fra hvis lejlighed tilkoblingen finder sted, ikke kan stå indenfor vil overholde ovenstående regler. Det er heller ikke tilladt at tilkoble eventuelt naboejendomme eller andre personer, som ikke har et tilhørsforhold til A/B Strandvejen 142 / Sigridsvej 1-1A, til lokalnetværket.
§5 Andelshaveren forpligter sig til en hver tid til at følge netudvalgets og bestyrelsens anvisninger angående driften af netværket. Heri forstås at foretage de nødvendige tiltag til at fjerne forstyrrelser, der måtte indvirke overbelastende eller på anden måde kompromittere sikkerheden og/eller driften af lokalnetværket.
§6 Netudvalget, i samråd med bestyrelsen, påberåber sig til enhver tid retten til i første omgang at komme med en henstilling til andelshavere, som misligholder ovenstående, og ved fortsat overtrædelse af reglerne, frakoble andelshaveren fra lokalnetværket og dermed også Internettet.


- A/B Strandvejen 142 / Sigridsvej 1-1A -